Mit navn er Jacob Rasmussen. Jeg har arbejdet med europæiske landskildpadder (primært dalmatinske landskildpadder, Testudo hermanni hercegovinensis, og græsk landskildpadde, Testudo hermanni) i over 20 år, men fascinationen og interessen for krybdyr, især skildpadder, ligger endnu flere år tilbage. Siden jeg startede med den første lille græske landskildpadde, som senere viste sig at være en dalmatinsk landskildpadde, har måden og teknikkerne til at holde landskildpadder udviklet sig kraftigt. Da jeg startede, var det meget sparsomt med litteratur på biblioteket. Selvom jeg lånte alt, hvad de havde, så var der ikke mange bøger. Flere af disse bøger var ældre end jeg selv, og mange var så dårligt oversat, at der blev byttet rundt på de danske og latinske navne, hvilket ikke gjorde det nemmere for en nybegynder at holde styr på. Internettet flød heller ikke ligefrem over med viden om skildpadder og det, der var, var ofte bare et par billeder og lidt latinske navne, dyrenes længde og vægt samt udbredelsesområde.
Min første landskildpadde kom fra en dyrehandel, som mange andre i start 00´erne gjorde. Landskildpadder var på det tidspunkt ikke så let tilgængelige, og internettet bugnede ikke med forslag til, hvor man kunne købe, så det blev en dyrehandlerskildpadde, der blev min første. Den viden, jeg fik med derfra, var ikke ret stor. På daværende tidspunkt vidste jeg intet om Nordisk Herpetologisk Forening, eller at der fandtes nogle få danske opdrættere. Som tiden gik, og jeg gerne ville søge mere viden, blev et besøg i Terrariet i Vissenbjerg og en snak med daværende daglig leder, Klaus Dræby, ret skelsættende. Her fik jeg første gang et indblik i den mere seriøse del af hobbyen, og samtidig fik jeg lidt gode kontakter til folk, som i den grad hjalp mig videre.
Da jeg startede, var det med en enkelt lille landskildpadde, men som de fleste kender til, bliver én hurtigt til to, to til tre osv. I takt med at skildpaddeflokken voksede, voksede interessen også. Selvom der ikke kom flere bøger på biblioteket, blev internettet efterhånden mere anvendeligt. I disse år blev NHF forum og krybdyrsforum gode kilder til viden om landskildpadder. Samtidig blev jeg medlem af NHF og fik tilsendt lidt gamle blade, der indeholdt artikler om landskildpadder, så min viden blev større og større sammen med min fascination.
I skrivende stund har jeg holdt landskildpadder i over 20 år. Igennem disse år har jeg stiftet bekendtskab med lidt forskellige skildpaddearter. Jeg har holdt og opdrættet mauriske landskildpadder (Testudo graeca ibera), bredrandet landskildpadde (Testudo marginata) og afrikanske sporeskildpadder (Centrochelys sulcata). Jeg har også i en kortere periode holdt pandekageskildpadder (Malacochersus tornerii) og prikket flodskildpadde (Clemmys guattata). Udover dem, havde vi i mine forældres havedam lidt guløret terrapin (Trachemys scripta scripta) og rødøret terrapin (Trachemys Scripta elegans). Mit hold har dog altid indeholdt den græske og den dalmatinske landskildpadde, hvilket det stadig gør. På nuværende tidspunkt har jeg også nogle stråleskildpadder (Astrochelys radiata) i mit hold, men ingen vandlevende skildpadder mere.
Landskildpadder er for mig blevet en hobby for livet. Jeg ser det sådan, at så længe jeg har en have og et godt helbred, vil jeg også have landskildpadder. Den lille dalmatinske landskildpadde, det hele startede med for over 20 år siden, er blevet en voksen hanskildpadde, som stadig pryder mit hold. I dag har den en stor flok hunner at holde styr på, og hvis alt går vel, er den her også om 20 år endnu.