Indendørs anlæg

Efter min mening skal man ikke holde de europæiske landskildpaddearter indendørs - Vi har et klima i Danmark, der gør det muligt og holde dem på friland forår, sommer og efterår, med lidt forskellige hjælpemidler, men jeg er samtidig godt klar over, at nogle gerne vil have lidt erfaring, inden de lægger deres landskildpadder i hi, hvilket er fuldt forståeligt. Samtidig kan der være grunde, der gør, at de må overvintre i et indendørsanlæg, og så skal man selvfølgelig være klar på det.

Da jeg startede med at holde europæiske landskildpadder, var det mere almindeligt at holde dem i indendørs anlæg/terrarier, på dette tidspunkt var vinterhi ikke så udbredt, og ofte havde folk meget dårlige erfaringer med dette, det er heldigvis helt anderledes i dag (læs vinterhi).

Hvordan skal et indendørs anlæg laves:


Størrelsen på et indendørsanlæg afhænger selvfølgelig af, hvor mange dyr man har, en tommelfingerregel siger minimum 1 kvadratmeter pr. voksne græske landskildpadde, Testudo hermanni boettgeri, men jo større jo bedre helt klart. Har man mange dyr, kan det være en god ide og kunne lukke hanner fra hunner, indendørs anlæg er ofte ikke ret store, og hunnerne vil ikke have så nemt ved at kunne flygte fra, de til tider, trælse hanner.


Før i tiden var det meget almindeligt, at man brugte det gamle akvarie, man alligevel havde stående på loftet til et par europæiske landskildpadder, dette er bestemt ikke en særlig god ide, da luften let står stille heri og dermed ikke bliver ventileret så godt, som skildpadderne har brug for. I bogen ”Børn holder landskildpadder” af Jørgen Liljensøe, er der et forslag til, at man ganske enkelt bare sætter sider på sit gamle sofabord, det har i forvejen ben, så det kan stå i ens hobbyrum, meget enkelt og faktisk en rigtig god ide, det åbne anlæg sørger for rigelig ventilation. Dette anlæg er selvfølgelig kun egent til små skildpadder eller en enkelt voksen, da det er de færreste, der har kæmpe sofaborde stående.

En anden mulighed er også, man kan lave nogle mindre terrarier på en hylde, som vist på billedet neden under her, dette er igen kun til unger, da de ikke kræver så meget plads, ligeledes sælges der i dag en del forskellige terrarietyper, flere af dem kan faktisk fint bruges til skildpadder, da de er foldholdsvis lave, EXO Terra laver bl.a. et rigtig fint et, men det koster selvfølgelig en del mere, end hvad man selv kan bygge, hvis man har evnerne til dette.

Til større dyr skal der altså lidt mere til end et lille terrarie eller sofabord - jeg vil her beskrive kort, hvordan mit gamle anlæg på 10 kvadratmeter var opbygget til 6-7 voksne græske landskildpadder Testudo hermanni boettgeri.

Selve rummet anlægget var i, var vel omkring 15-18 kvadratmeter, her blev inddraget ca. 10 kvadratmeter, det blev bygget op, så anlægget var ca. 40 cm over gulvhøjde. Som kant var der muret to lecablokke oven på hinanden, så var der isoleret med 30 cm flamingo og et lag beton på 10 cm. For at det skulle se lidt lækkert ud, var den øverste del af beton laget farvet med noget betonfarve (hygæ betonfarve). Fra kanten og til loft var der sat glasruder i, så man kunne sidde og kigge på dyrene. I selve anlægget var der lavet et lille vandløb, vandet kom fra en murerbalje i gangen, der lå ved siden af, en lille springvandspumpe, pumpede vandet ind i vandløbet. Herefter løb vandet gennem et lille ”åløb” i anlægget og løb i et 75mm afløb, ud til murerbaljen og blev på den måde genbrugt. Vandet blev skiftet jævnligt af hensyn til bakterier.

I gulvet var der i støbt nogle murespande (10 liter) samt en plastikkasse. Spanden blev brugt til at plante i, og plastkassen skulle fungere til æglægning, jeg fik i midlertidig aldrig æg i anlægget.

Der var i støbt varmerør i gulvet som fungerede til at varme rummet op. Det er ikke det bedste at bruge gulvvarme til opvarmning, da landskildpadder efter sigende risikerer en ret flad vækst ved for høj varme nede fra (den gang var man ikke klogere). Men skal man lave et indendørsanlæg på betongulv, kan det være en fordel og have gulvvarme i, som ikke nødvendigvis varmer rummet op, men mere til at sikre at gulvet ikke bliver for koldt hen over vinteren.  Temperaturen lå på 20-23 grader i rumtemperatur, den faldt en smule om natten, også med nogle varmelamper der havde en temperatur på 40-45 grader lige under. (læs mere i varmelamper og UV-lys om dette).

Jeg eksperimenterede meget med forskellige bundlag - alt fra bøgeflis, barkflis, sand, grus osv. blev afprøvet. Voksne dyr skal ikke gå så fugtigt som unger, men de må heller ikke gå knastørt, og det var lidt en udfordring da bundlaget let tørrede ud og støvede. Anlægget fungerede sådan set rigtig fint, og jeg havde rigtig mange gode timer i rummet, jeg havde samtidig lavet det, så det var nemt og rengøre undervejs og efter inde sæsonen.

Nogle billeder af mit gamle indendørs anlæg, som ikke længer eksistere, det fungerede egentlig rigtig godt, men det er bare ikke måden man på sigt bør holde sine europæiske landskildpadder på.

Et eksempel på hvordan et indendørs anlæg kan laves til små skildpadder eller skildpadde unger, anlægget står i et varmt rum, det er åbent så ventilation er god, så er det bare en varme pære og UV lys

Beplantning og dekoration:


Nu er landskildpadder ikke de nemmeste at lave et lækkert terrariemiljø til, som vi ser med diverse slanger, frøer, øgler osv. De buldrer rundt, skubber, maser, vælter og æder det de kan. Der er ikke noget værre end at komme hjem og opdage ens nyindkøbte plante til terrariet er fuldstændig smadret, fordi de har væltet og spist den. Jeg prøvede også med diverse rødder, grene o. Lign., men alt blev simpelthen splittet ad, fordi pladsen selvfølgelig var lidt trang i forhold til udendørsanlægget. Inden jeg stoppede med at holde europæiske landskildpadder indendørs, var alle levende planter skiftet ud med plastik. De første år var de bestemt ikke særlig pæne og man kunne tydeligt se det var plastik, det er man kommet meget efter og i dag er de rigtig pæne, og nogle skal man ret tæt på, inden man kan se disse er kunstige. I dag har jeg et stort terrarierum med nogle tropiske landskildpadder vinteren over, her er alle planter kunstige. Når man dekorerer til skildpadder, skal man virkelig tænke over pladsen. Som sagt bliver alt let skubbet rundt og så er ideen lidt væk.  Når jeg om efteråret beskar i haven eller gravede en busk op, røg det tit ind i anlægget, her lå det en måned eller to hvor skildpadderne brugte det som skjul, når det så efterhånden var mast i stykker, blev det fjernet igen. Men igen handler det meget om at prøve sig lidt frem, og se hvad der fungerer for ens skildpadder.



Hvornår skal de ind/ud:


Nu er europæiske landskildpadder rimelig robuste overfor vejret i Danmark, bl.a. derfor de også klarer sig så godt på friland her, men især når de skal ud, skal man være lidt forsigtig, man skal huske på, at skildpadderne kommer fra et indeklima, hvor temperaturen og luftfugtigheden er forholdsvis stabil, nattemperaturen er som regel forholdsvis høj indendørs, hvilket den sjældent er i foråret i Danmark.
Jeg plejede ikke og lukke mine ud før maj måned, og som udgangspunkt var det først når temperaturen inde og ude var nogenlunde det samme, samtidig med at nattemperaturen var omkring 10 grader. Her kan man med fordel, sænke indendørstemperaturen en smule 3-4 uger inden, man regner med at sætte dem ud, skrue lidt ned for varmekilderne og hænge varmelamperne en smule op. I starten af udendørs sæsonen, fandt jeg som regel alle skildpadder til aften og lagde dem i drivhuset, nattemperaturen kan være ret kold selv i maj måned og selvom de lover 10 grader, kan den sagtens falde noget mere ved jordoverfladen. I starten af udeperioden vil man ofte opleve, skildpadderne bliver lidt mindre aktive, hvis ikke man har ramt en periode med rigtig godt forårsvejr, dette skyldes ganske enkelt temperaturen. Med tiden vil det udligne sig lidt.

Når de skal ind igen kan man godt trække perioden lidt - skildpadderne er nu vænnet til det danske vejr og følger egentlig bare temperaturen. Da jeg holdt mine, var det mest almindeligt, at de kom ind hen midt i oktober, sådan lige omkring efterårsferien. På det tidspunkt var dagtemperaturen mellem 12-15 grader, hvis man bare tog dem og satte dem ind i et inde anlæg med rumtemperatur på 20-22 grader og fuld blus på varmespotten, ville man også risikere, de kunne blive syge af dette, da temperaturforskellen ville være alt for stor på så kort tid. Derfor gjorde jeg det, jeg holdt dem forholdsvist koldt de første dage, hvor jeg hævede temperaturen lidt hver dag. Når temperaturen først var oppe, skete der bestemt noget i anlægget, de blev meget aktive, spiste helt vildt, hannerne sloges og jagtede hunnerne og sådan var det 1-2 måneder frem, herefter faldt alt fuldstændig til ro, det virkede nærmest som om deres indre ur satte dem på en automatisk hvilepause. De spiste i denne periode ikke særlig meget, mange af dem lå i hulerne i dagevis (nogle ugevis), de få der var aktive lå mest bare under varmelamperne. Dette gik de næste 2-2,5 måned med, herefter livede de en smule op igen.

Alt i alt fungerede det sådan set fint nok med at holde de europæiske landskildpadder inde, men man får helt klart mest ud af sine skildpadder (og det er bestemt også sundest for dem), hvis man følger deres naturlige rytme så godt som muligt, og efter min mening, når vi snakker europæiske landskildpadder, skal man i hvert fald med tiden lægge sine dyr i hi, da det efter min mening er absolut det bedste for skildpadderne. Igen har jeg fuldt forståelse for, at man måske gerne lige vil have lidt erfaring, inden man springer ud i dette og her kan indendørshold, efter min mening, være en midlertidig løsning.


Selvom man lægger sine skildpadder i hi, skal man selvfølgelig have gjort sig tanker om, hvor de kan gå indendørs i tilfælde af sygdom eller andet, der gør, de ikke kan overvintre ude, det er altid en god ide og være på forkant og have gjort sig nogle tanker her og måske lavet et anlæg, der kan pakkes sammen igen, når det ikke skal bruges.


Holder man på at man gerne vil have skildpadder indendørs om vinteren, enten fordi man ikke bryder sig om vinterhi, eller fordi man gerne bare vil have noget at pusle med vinteren over, vil jeg anbefale, man anskaffer sig nogle af de mange tropiske arter, der findes. Der findes både store og små, som kan gå ude om sommeren og så skal gå inde om vinteren. De findes også i forskellige prisklasser - i dag er det efterhånden mere et spørgsmål om, hvor mange penge man vil ofre, end hvad der er muligt, men igen er det vigtigt man sætter sig godt ind i deres behov. Nogle tropiske arter kan, med det rigtig anlæg, gå ude fra midt/slut maj til midt/slut september, andre kan kun tåle og gå ude i de absolut bedste perioder af sommeren, så dette skal man selvfølgelig gøre klart for sig selv, inden man anskaffer.